
Jeg er psykoterapeut og arbejder med unge, voksne, par og familier.
Jeg oplever ofte, at mennesker defineres af udefrakommende sætninger – og senere selv begynder at gentage dem. Det kan være sætninger som “jeg er ikke god nok”, “jeg tænker for meget over alting”, “jeg kan ikke finde ro i mig selv” eller “jeg har altid været sådan”. Over tid kan de sætninger komme til at føles som sandheder og være med til at fastholde mønstre, som fastholder den enkelte i disse selvforståelser.
Jeg er uddannet psykoterapeut fra Hildebrand Instituttet og arbejder med en psykodynamisk og systemisk tilgang.
Jeg har erfaring med individuelle samtaleforløb med både unge og voksne, hvor jeg blandt andet arbejder med menneskers angst, stress, mistrivsel, relationelle udfordringer, skoleværing og tankemylder m.fl. Arbejdet omfatter også psykoedukation, forældrerådgivning og støtte i svære livssituationer.
Jeg har derudover arbejdet med konflikthåndtering, supervision og støtte til mennesker med forskellige diagnoser og livsvilkår samt forløb med fokus på trivsel, udvikling og hverdagsmestring.
Jeg har suppleret min uddannelse med kursus i selvdestruktiv adfærd og positiv reformulering.
I terapien sidder vi sammen i et rum, hvor gensidighed og respekt for klientens oplevelser er udgangspunktet for undersøgelserne uden forstyrrelser. Udgangspunktet for samtalen er det, der opstår i klienten og imellem mig og klienten samt den kontakt, der er imellem os. Terapien tager udgangspunkt i det, klienten kommer med, og jeg arbejder med en opmærksomhed på det, der viser sig undervejs – både i det, der bliver sagt, og i det, der kan være sværere at få øje på.
Jeg er optaget af at få skabt plads til at undersøge klientens tanker, følelser og reaktioner uden at skulle finde hurtige løsninger.
I terapien arbejder jeg med at åbne for en nysgerrighed på sig selv – på egne mønstre og på, hvad der ligger bag dem. Det er ofte her, der opstår nye forståelser og dermed mulighed for forandring.
Mit faglige ståsted tager afsæt i en psykodynamisk og systemisk forståelsesramme. Det betyder, at jeg både er optaget af det, vi bringer med os fra tidligere erfaringer, og af hvordan vi indgår i relationer og sammenhænge med andre mennesker.
Min tilgang er blandt andet psykodynamisk, hvilket betyder, at jeg arbejder ud fra en forståelse af, at vores tanker, følelser og handlinger ikke kun er styret af det, vi er bevidste om. Meget af det, der påvirker os, ligger uden for vores umiddelbare bevidsthed og har ofte rødder i tidligere erfaringer.
Samtidig arbejder jeg systemisk, hvilket betyder, at jeg er opmærksom på, hvordan vi mennesker påvirker hinanden, og hvordan vores udfordringer ofte hænger sammen med de relationer og sammenhænge, vi er en del af.
De erfaringer og relationer kan være med til at forme de mønstre, vi gentager – både i vores selvforståelse og i vores måde at indgå i relationer.
Jeg arbejder med at forstå, hvordan disse mønstre opstår og gentager sig, og hvordan de kan komme til at opleves som fastlåste eller begrænsende.
Jeg arbejder også med forståelsen af selvdestruktiv adfærd og positiv reformulering. Her er udgangspunktet, at det, der kan opleves som uhensigtsmæssige eller selvdestruktive mønstre, ofte har haft en funktion eller været en måde at håndtere noget svært på. Ved at arbejde med en mere nuanceret forståelse af disse mønstre kan det blive muligt at se, hvad der ligger bag, og skabe grundlag for nye måder at være i verden på.
I terapien er det dig, der sætter retningen for, hvad vi arbejder med. Tematikkerne tager udgangspunkt i det, der gør, at du ikke kan leve det liv, du ønsker. Vi undersøger sammen de sammenhænge, der viser sig undervejs – så det bliver tydeligere, hvorfor bestemte reaktioner eller mønstre opstår, og hvad der ligger bag dem.
Du kommer med det, der fylder for dig – det kan være noget konkret eller en mere uklar oplevelse af, at noget ikke fungerer. Du behøver ikke være afklaret eller vide præcis, hvad du vil sige.
Samtalen tager udgangspunkt i det, du bringer ind. Det er dig, der bestemmer, hvad vi arbejder med, og hvad der er relevant at gå ind i.
Min opgave er blandt andet at være opmærksom på både det, du siger, og det, der sker undervejs i samtalen – for eksempel i kropssprog, pauser eller det, der måske bliver uklart eller ikke helt hænger sammen. Jeg arbejder med at få øje på gentagelser og mønstre og hjælpe med at holde fast i det, der træder frem. Samtidig kan jeg være med til at sætte ord på det, der ellers kan være svært at få øje på.
Der er ikke en fast metode eller noget, du skal lære eller præstere. Arbejdet opstår i samtalen og i det, vi bliver optaget af undervejs.
For nogle giver det mening at arbejde med noget afgrænset over kortere tid. For andre er det en længere proces, hvor forståelsen udvikler sig gradvist.
Det er ikke nødvendigt at vide på forhånd, hvordan terapi “skal foregå”. Det vigtigste er, at der er noget, du ønsker at se nærmere på.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt terapi er det rigtige, er du velkommen til at tage kontakt.
Klar til at tage det første skridt?
Book en gratis forsamtale